Genbrug eller genanvendelse?
Hvordan ved man, om et byggemateriale, som har været brugt før, er genbrug eller genanvendelse?
Det afgørende er grundlæggende, om materialet udnyttes til noget, der minder om den oprindelige funktion igen, eller om materialet er blevet forarbejdet, så det kan anvendes til en anden funktion.
Forskellen på genbrug og genanvendelse
Det er svært at lave en helt skarp linje mellem, hvornår der er tale om genbrug, og hvornår der er tale om genanvendelse. Der findes et par kendetegn, når man ønsker at skelne.
Definition af genbrug og genanvendelse
Genbrug er, når nedtaget byggemateriale benyttes til den samme eller lignende funktion, som det oprindeligt blev brugt til. Mursten bliver brugt som mursten, og spærtømmer bliver brugt som spærtømmer. Byggematerialet tages altså ud af en bygning og indbygges i en ny, hvor det udfylder den samme funktion.
Genanvendelse er, når materialet forandres og forarbejdes, så det kan bruges til noget andet, end det oprindeligt blev anvendt til. Det kan være tegl, der bliver knust og anvendt som vejfyld, eller træ som bliver opdelt og brugt som brændsel. Dette kaldes også for ’downcycling’. Materialet får et nyt ’liv’ med nye egenskaber, som gør det anvendeligt til andre funktioner. Dog gælder det for de fleste materialer, der bliver genanvendt, at de ikke senere hen kan bringes tilbage til deres oprindelige form.
Denne måde at anskue forskellen på genbrug og genanvendelse er ikke helt fyldestgørende. Der findes eksempler på byggematerialer, der efter første brug bliver ændret til et andet materiale, før det igen anvendes til produktion af et byggematerialer af samme art, som det oprindeligt var. Og er det så genbrug eller genanvendelse? I disse tilfælde giver det mening at se nærmere på, hvor meget materialet er blevet forarbejdet.
En anden måde at afgøre, om der er tale om genbrug eller genanvendelse, er ved at se på de processer, som sker efter en nedrivning. Her kan man skelne mellem genbrug og genanvendelse ved at opdele materialerne efter, om de kan fragtes direkte fra en nedrivning og ud til et nyt byggeri, hvor de genbruges direkte (genbrug), eller om materialet fragtes fra nedrivning til en produktionsvirksomhed, hvor det indgår i produktion af et nyt materiale (genanvendelse).
Dette illustreres på livscyklus-figuren, hvor genbrug illustreres med stien fra nedrivning til indbygning, og genanvendelse vises med stien fra nedbrydning til produktion og videre til indbygning.
Ved både genbrug og genanvendelse bevares råstofferne. Dermed begrænses behovet for at benytte nye råstoffer, som det er illustreret i figurens øverste venstre hjørne. Fordelen ved genbrug frem for genanvendelse er, at man sparer den energi, der skal bruges til at forarbejde materialet og ændre det til noget nyt.